Vort fokus

 

 

 

Ved hjælp af nogle enkle motiver fra Kanaan vil vi her fortælle dig lidt om det, som er vigtigt for os:

Kærlighed til Jesus

En kvinde knæler ved Jesu fødder. Med sine tårer vasker hun dem og tørrer dem med sit hår.

Hvilken umulig opførsel!
Den navnløse kvinde var sandsynligvis Maria Magdalena.
Jesus havde befriet hende fra syv dæmoner,
tilgivet hende og løst hende fra hendes fortid.
Nu siger han:

“Hendes mange synder er tilgivet,
siden hun har elsket meget.
Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.”
Luk 7,47

Daglig omvendelse

Jesu lignelse i Lukas 15, kalder vi ofte “Den fortabte søn”. Lad os hellere kalde den “Sønnen, som fandt vejen hjem”. Denne søn “gik i sig selv” og begav sig på hjemvejen til sin far. Dette er at vende om.
Hans bror havde ikke levet i sus og dus. Pligtopfyldende havde han holdt sig hjemme hele livet og tjent faderen. Men denne søn kendte ikke sin fars hjerte.
Vi har alle brug for at gå i os selv og sige:
Jeg har syndet. Da kan vi opleve at Gud løber os i møde, hans faderarme omfavner os, og han giver os del i alt, hvad han har.

Korsets vej

“Den, der vil frelse sit liv, skal miste det;
men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.” Matt 16,25

Jesus hverver ikke tilhængere med løfter om guld og grønne skove. Han beder os om at opgive alt.
Men gør vi det for hans skyld, lover han at give os meget mere tilbage både her og nu og i evigheden.

” Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.” Joh 10,10

Vor himmelske Far

Vor brønd på Kanaan i Tyskland kalder vi “Faderbrønden”.
Syv navne på Gud Fader står skrevet rundt om på kanten og fortæller os noget om hans hjerte: nådens Far, kærlighedens Far, tålmodighedens Far, godhedens Far, barmhjertighedens Far, trofasthedens Far og trøstens Far.
Jesus siger: “Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet.” Åb 21,6

Jesus – vejen til Faderhuset

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
 Joh 3,16
Ordene er velkendte, men fatter vi, hvad det betyder, at Gud gav sin Søn, for at vi skal kunne blive hans børn?

I en gammel salme står der:
“Har du, o Herre, da også på mig ville tænke? Vil du dit hjerte mig fuldt af forbarmelse skænke?
Hvor må jeg da være så inderlig glad, at ingen sorg mig kan krænke.”
I Jesus gav Gud os sit eget hjerte og åbenbarede det.
Skulle vi ikke tage imod en sådan gave!

Bønnens vej

Jesus siger:
“Beder I Faderen om noget i mit navn,
skal han give jer det”. Joh 16,23
Kirkeklokken minder os om Guds nærvær – midt i hverdagen er han her.
Gud er Far og glæder sig, når vi kommer til ham med alle vore behov, åndelige og materielle.
Mor Basilea sagde til os:
“Lad os glæde vor himmelske Far og som hans barn stole på hans faderkærlighed.
Når vi oplever, hvordan han hjælper og gør undere,
vil taknemligheden og kærligheden vokse
og Gud får ære.”

 

Jesus – Smerternes Mand

I Salme 69,21 læser vi:
“…deres hån har knust mit hjerte, det kan ikke læges. Jeg håbede på medfølelse, der var ingen, på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen”.
Jesus er opstanden, synd og Satan er besejret. Alligevel må han stadig tåle spot og hån. Endnu er det, som om vi kroner ham med torne. “Vold ikke Guds hellige ånd sorg…” siger Paulus (Ef 4,30).
På samme måde som vi kan bedrøve Helligånden,
kan vi også bedrøve Faderen og Sønnen. Men vi kan også bringe glæde til Guds hjerte:
“Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.” Luk 15,7

Himlen – en realitet

“Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske.” Kol 3,1-2
“Himmelfest” er sikkert et ord, som ikke står i nogen ordbog. Men ikke desto mindre er der en enorm styrke i det at beskæftige sig med himlen. Forfulgte kristne vidner om, at himlen var nær som aldrig før i fængsel og fangelejr. I vor tid oplever vi ofte, at mørket vil tynge os ned, og modløsheden vil tage overhånd. Da gælder det om at løfte blikket, se på Jesus, prise ham og regne med himlen som en virkelighed her og nu.

Lovpris Herren

“Tak Herren, påkald hans navn! Kundgør hans gerninger for folkene! Syng for ham, lovsyng ham, syng om alle hans undere!” Sal 105,1-2 Alle store kunstnere får ære for sine værker. Men hvem ærer ham, som har skabt himmel og jord, og som har lavet os alle så underfuldt? For at minde os om denne kunstner, vor Far i himlen, har vi sat små tavler op på smukke og vigtige steder.
Mange har gennem dem fået øjnene op for, hvem Gud er, ja, de har til og med reddet nogen fra selvmord.

Israel, Guds udvalgte folk

“Er førstegrøden hellig, er dejen det også. Er roden hellig,
er grenene det også. …så skal du ikke hovere over de andre grene; og hvis du gør det, så husk på, at det ikke er dig,
der bærer roden, men roden, der bærer dig.
For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.”
Rom 11,16;18;29
I vort kapel i Darmstadt står den syvarmede lysestage, menorahen. Den minder os om, at Israel er vor ældre bror. Den skal være med til at vise os, at vi som kirke ned gennem tiderne vanærede Jesus, da vi i hans navn og under korsets banner forfulgte Guds udvalgte folk. Lysestagen opfordrer os til i dag at stå ved jødefolkets side, til at velsigne og ære dem, som Gud kalder sin øjesten (Zak 2,12). Kun en sådan ydmyg kærlighed kan åbne jødernes øjne for ham, vi elsker – Jesus, Messias.

Se, Han kommer

Johannes Døber skulle forberede vejen for Jesu komme. I dag venter vi på, at Jesus skal komme igen, og Gud beder os om at være med til at bane vejen.
Mor Basilea havde et specielt kald til at advare mod forførelser og alt, der vil få os til at falde i søvn, mens vi venter på, at brudgommen skal komme (se Matt 25,1 ff). Tidens tegn bliver stadig tydeligere, og vi er nødt til at tage Jesu ord til hjerte:
“Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.”
Luk 21,36